BØRNEPLADE BLIVER TIL BRØLENDE BØRNEMØDE I FOLKEHØJDE

Cirkus Højdeskræk udgiver plade med 12 numre, hvor knap 100 glade amatører og professionelle godtfolk har været involveret. Nu går netværket sammen og afholder Danmarks første børnemøde i folkehøjde den 30. maj på  Flyfabrikken; lige midt i Jeppe Åkjærs barndomsland. 

 

Part 1 – pladeudgivelsen, De flyvende frostkyllinger fra Dåsebjerg Bakke (17. april 2020)

“De flyvende frostkyllinger fra Dåsebjerg Bakke” hedder pladen, der startede som en stille hvisken bag skomagerens skæve hønsehus i det indre Fly, men endte i et hærget skrig i Onkel Rejes skrålende selskab i luftrummet over Dåsebjerg Bakke.


Det er Rasmus Johansen fra Flyfabrikken, som også har været været grundlægger af Cirkus Højdeskræk, der er iværksætter på “De flyvende frostkyllinger fra Dåsebjerg Bakke”. Om pladen siger han:

“Som voksne har vi ansvaret for at vise vejen henimod det vi tror på. Pladen er derfor en hyldest til den analoge 70´er-ånd, det håndholdte fællesskab, medborgerskabet og – ikke mindst – den ustyrligt frie leg; hvilket er et stærkt alternativ til nutidens digitale virkelighed. Der er intet i vejen med træ-klatring, “Kims leg” og fællessang – de værdier vil jeg i hvertfald gerne give videre til mine børn og deres generation.

M.h.t. pladens sange, så er de udelukkende barnagtige, så der har i den grad været plads til både leg, sjov og morskab i skabelsesprocessen, hvor både børn, unge, voksne og gamle – i og omkring Cirkus Højdeskræk – har været involveret: Der synges således om flyvende frostkyllinger, gøglerier, cirkus-chefer, lopper, høns, hink, hindbærbrus, myretuer, triste klovne, svævende ponyer, jordknolde, frie fugle, bagtalerier og meget andet. På den vis udgør de 12 sange et legende landsby-brøl, hvor sideeffekten har været en stærkere identitetsfølelse – det er fortællinger som denne der er med til at kitte et fællesskab sammen; man føler sig som en del af noget større!

Således formår de 12 – skødesløst producerede – sange og det blomstrende børnekor – på samme vis som Vesterbro Børnegård og Bølle Bob fra Hornum, der iøvrigt udgjorde soundtracket til min barndom – at brøle en konverteret udgave af børnekonventionens vigtigste præmis ud, nemlig: Vi har også ret til at blive (set og) hørt!”

På den vis bliver pladen et skævbenet billede på det håndholdte lokaltilbud, som Cirkus Højdeskræk i virkeligheden er; et tilbud der emmer af ånd, hjerte og holdindsats og – ikke mindst – placerer sig lige mellem stolene blandt de andre fine fritids-tilbud i 2020-Danmark.

Aktører på pladen
På tværs af alder møder ganske amatøragtige og ukendte børn altså top-professionelle godtfolk. Hermed præsenteres – med stor ære – pladens aktører: Cirkus Højdeskræk, Onkel Reje, Æsken, Vestfjends børnekor, Jonny Hefty, El Peligro og Børnehaven Myretuen m.fl.

 

Part 2 – børnemødet i folkehøjde, Det Store Ståhejgilde (22. maj 2021)

Rasmus Johansen fra Flyfabrikken, der jo havde haft ide-kasketten på i forbindelse med børnepladen, så pludselig et demokratisk netværk af 100 glade amatører og topprofessionelle godtfolk for sig og ideen om et brølende børnemøde i folkehøjde var født på et splitsekund. Om tankerne bag børnemødet siger Rasmus:

 

“Vejen til demokratiet er brolagt med (ustyrlig) leg, der lærer os, at verden hele tiden kan være fundamentalt anderledes. Det er nok en vigtig demokrati-erfaring. Derfor skal vi også huske på at fastholde legen, nysgerrigheden og det undersøgende og ikke lade test, målstyring og andre kassetænkende tiltag få overtaget.”  

 

Ole fra Åkjær og det spirrende brøl fra 7. kartoffelrække

I 2019 var Cirkus Højdeskræk afsender på musicalen, Ole fra Åkjær. Ole fra Åkjær er historien om den lokale helt, Jeppe Åkjær, der agiterede imod militarisme og krig, fattigdom og nød, underkuelse og udnyttelse m.m., hvilket han faktisk allerede stod og gjorde på en ølkasse foran flere tusinde mennesker en spytklat fra Flyfabrikken i 1908.

 

Det Store Ståhejgilde på Flyfabrikken står på den vis på skuldrene af Jeppe Åkjærs visioner om demokratisk dannelse og aktivt medborgerskab. Således blev pladeprojektet – samt den store arv fra bysbarnet Jeppe Aakjær – også pludselig springbrættet til at etablere dette børnemøde i folkehøjde. Et møde hvor små som store vil blive inspireret til at blive aktive medborgere via forskellige lege, workshops, små-koncerter, fællessang og en masse andre nærværende hygge-oplevelser i familiens favn (med telefonen på Fly-tilstand). Kort sagt: Der bliver mulighed for at vi alle kan “brøle” – der skal nemlig både danses og synges, skrives taler og gynges, hygges og spises, gøgles og fnises, tegnes og snakkes, jongleres med kartofler og gakkes. Der bliver “brøle”-plads til alle. Rasmus Johansen fra Flyfabrikken afrunder:

 

“Børn skal vide, at “Hvis de vil ændre verden, så må de åbne munden op, brøle og – via den demokratiske samtale – rejse dem for det de tror på!” Måske er det vanskeligt at ændre verden på én dag, men lad os da prøve om det ikke kunne lykkes at skabe lidt røre i andedammen. Alle skal nemlig vide, at selvom de kommer fra 7. kartoffelrække, så kan man snildt have et gedigent og spirrende brøl, der fortjener at blive hørt (jævnfør historien om Ole fra Åkjær/Jeppe Åkjær). Lad os derfor starte en børnebevægelse i folkehøjde. Og: Ekstra smukt ville det da endvidere blive, at gøre forsøget den berømte spytklat væk fra de kartoffelmarker hvorpå Jeppe Åkjær voksede op og afholdte landets første markfest/“folkemøde” i 1908. Lad Danmark høre det spirende brøl fra 7. kartoffelrække.”

Aktører ved Det Store Ståhejgilde
Underholdnings-delen: ONKEL REJE. CIRKUS HØJDESKRÆK. BØRNEHAVEN MYRETUEN. VESTFJENDS BØRNEKOR. ALSANG OG ANDET MED GØGLEREN BJARNE. MESTER FABEL. OLE FRA ÅKJÆR. M.M. Workshop-delen: VIBORG BIBLIOTEKERNE. THE ANIMATION WORKSHOP. KULTURPRINSEN. BYG I OLE OPFINDER VÆRKSTEDET. BÅLHYGGE. M.M.

SPONSORERET AF:

SAMARBEJDSPARTNERE

Europæisk Kulturhovedstad 2017, Statens Kunstfond, EU Japan Fest, Viborg Kunsthal, Viborg Kommune, Viborg Bibliotekerne, Hanstholm Madbar, Teater Katapult i Aarhus, Lovnsbjergvang i Fly, Cirkusfabrikken i Nordsalling, Jenle og Aakjærselskabet, The Animation Workshop i Viborg, Forfatterlinjen ved Talentakademiet i Holstebro, MGK i Skive, Gammelgaardsskolen i Aarhus, Fluesmækkeren fra Skave, Katballe Karma, Gaia Museum i Randers, Danmark på Vippen, Mercantec i Viborg, Yellow1, Erlend Sandøy, Jonas Dahl, virksomhederne og foreningerne i og omkring Fly.

KONTAKT
Flyfabrikken, v/ Rasmus Johansen, Dåsbjergvej 75a,

7800 Skive, Fly. Mail: Rasmus@flyfabrikken.nu,

tlf.: 51218813 og CVR-nummer: 37918377.


BANKOPLYSNINGER
Ringkjøbing Landbobank, Gravene 18, 8800 Viborg, Danmark. Kontonummer: 0004686247 og registreringsnummer: 7670.

SPONSORATER TIL OMBYGNING
Hancock, Tvis Køkken, Sparbank Nord, Garant, Troldtekt, Tvis Køkken, Mö og Per og Birgit Johansen.

SPONSORATER TIL PROJEKTER
Viborg Kommune og Sparekassen Kronjylland i Stoholm. Se mange flere under de enkelte projekter.

  • Facebook - Black Circle
  • Twitter - Black Circle
  • Instagram - Black Circle